torsdag den 10. februar 2011

45 år - tja...

Marianne:
Ja, det er jo bare sådan det er. Og det er faktisk også ret OK. Men derfor nød jeg da alligevel da én af mine kolleger fra Snowbasin i onsdags spurgte om det så var 40 næste gang :-) Og det var en pige! Jeg er virkelig blevet fejret - og har nydt det. Tirsdag var en temmelig hektisk dag - jeg startede med at gå tur med Lorraine og Laurie. Da jeg kom hjem skyndte jeg mig i bad og kørte op til Layton hvor jeg skulle mødes med "The International Laides" til morgenmad. Noget vi gør den 2. og 4. tirsdag i måneden. På vej hjem handlede jeg et par ting - og måtte til sidst skynde mig for at være hjemme til jeg blev hentet af Lorraine, Laurie og Leslie. De havde inviteret på fødselsdagsfrokost. Vi kørte hen på Iggi´s - en sportsbar/restaurant som ligger i Centerville (ca. 5 km. nord herfor). Glimrende mad og vi hyggede os vældigt. Jeg blev tilbudt en gratis dessert - og da der slet ikke var plads til det, bad jeg (modigt, syntes jeg selv) om en kop kaffe i stedet. (De andre piger er mormoner og drikker derfor ikke kaffe). Laurie havde syet et vældig sødt billede til mig med et "America the Beautiful" motiv. Dejligt minde. Af Lorraine og Leslie fik jeg bl.a. en sød billedramme som skal indeholde et billede som blev taget ved lejligheden. Endnu et dejligt minde om nogen søde veninder. Om aftenen havde jeg arrangeret besøg på vores berømte, lokale restaurant, The Mandarin, hvor vi skulle fejre det kinesiske nytår. Vi var 20 Internationale i alt. Og det var rigtig hyggeligt. Denne aften var der løve dans, og det var ret sjovt at se. De syntes at de ville synge fødselsdagssang for mig på forhånd - som det ses blev jeg en smule beklemt ved situationen. Onsdag var så selve dagEN. Michael vækkede mig (meget tidligt!) med morgenmad på sengen og gaver. Skønt! Jeg fik nogen rigtig dejlige ting - tusind tak for det! Der var også flere kort. Da jeg kom til computeren efter at Michael var taget afsted på arbejde, var der en masse hilsner - både på e-mail og på Facebook. Tak igen - skønt at høre fra så mange! Jeg havde bagt kage som jeg tog med til Snowbasin. Den var en smule kikset - blev alt for flad. Men de var VILDE med den. Og de ved jo ikke hvordan den egentlig skal være... Dér sang de også for mig - en noget tvivlsom fornøjelse. Ski- og snowboard instruktører er nok ikke de store sangere. Men de forsøgte da. Der var også mange som ringede i løbet af dagen - mange dog forgæves, da jeg jo altså ikke var hjemme. I går aftes var Michael og jeg på Market Street Grill i Salt Lake City og spise. SKØN mad. Jeg fik bl.a. østers, som jeg jo elsker. Jeg kan konstatere at selvom jeg vel må siges at være ved at være voksen, synes jeg stadig det er SKØNT at blive fejret!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar