onsdag den 31. maj 2017

SÅ klar til sommer!

Marianne:
Jeg er sikker på at ingen vil sige mig imod når jeg hævder at foråret har været temmelig koldt i år. Vi håber dog stadig på en god sommer, især da vi holder ferie i FriisBo. Og det glæder vi os til.

I slutningen af april tog vi en tur til Hamborg med mor og far. Det var vores julegave til dem - og det var herligt at kunne være sammen alle sammen: Friis Tvederne, mor & far og os. Det var en rigtig dejlig tur. Da vi var i Husum forrige år en måned tidligere, blev vi enige om at det nok var lige tidligt nok til en forårstur - og derfor blev det en måned senere denne gang. Det gjorde nu ikke den store forskel, sådan rent vejrmæssigt. Men pyt, der er ikke det en god GT ikke kan råde bod på :-)

Fredag eftermiddag mødtes vi ved havnen, hvor vi skulle besøge Miniatur Wunderland, som er verdens største modeltoglandskab. Det lyder måske ikke specielt interessant, men tag endelig ikke fejl! Det var en kæmpeoplevelse at se. Så meget at vi var der i næsten 3 timer. Man oplever forskellige områder i verden - Hamburg, Alperne, USA, Skandinavien mm. Naturligvis bæres det hele af togbaner, men landskaberne omkring er helt fantastiske. Der sker masser af aktiviteter - bl.a. er der en drukneulykke, en bungyjumper og masser af andre sjove ting.
Der er sågar modelfly (altså vi taler rutefly i miniformat), som letter og lander. Det er virkelig et besøg værd. Også selvom der er propfyldt med mennesker.







Vi checkede ind på det skønne Privat Hotel Lindtner, hvor vi skulle bo. Det var et helt vidunderlig sted med skønne værelser, eminent service og lækker morgenmad.





Og så gik turen til den nærtliggende Rollercoaster Restaurant Schwerelos. Det var simpelthen forrygende! Vi bestilte maden på iPads og den blev transporteret til bordet på en rutsjebane. Det var et fantastisk menageri af metalrør, som førte til hvert bord. Maden var overraskende god - og der var rigtig god service - når der var brug for det. Det kommer vel ikke som en overraskelse for nogen at bro Michael straks måtte teste konceptet. Så da vi andre var i gang med at bestille, havde han allerede bestilt en kaffe og en is. Bare for at se om det fungerede. Og det gjorde det så...



Lørdag var vi på havnerundfart - og her var der tale om en tur rundt i den arbejdende havn. Ret fantastisk at se de mange kraner, som laster de monstrøse containerskibe. Vi gik en tur rundt i byen - og så begyndte det ellers at regne. Heldigvis var vi i nærheden af Europa Passage, hvor der var masser af shoppingmuligheder. Her slog vi os ned og fik en kop kaffe med lækker kage og det blev vores base mens vi hver især eller i grupper gik på shopping. Super koncept! Vi besluttede at spise middag i nærheden - og det blev på en hyggelig traditionel tysk knejpe. Jeg fik f.eks. grillet schweinehaxe. Det var fantastisk!

Søndag besluttede vi at køre mod Kiel - og vi endte så i Laboe, som ligger lidt nord for Kiel. Her besøgte vi først en ubåd og derefter byens tårn. Så gik vi rundt i den lille by og fandt os en bix på havnen, hvor vi kunne få lidt let til frokost, inden vi tog afsked og kørte hjemad. Det var en skøn weekend!

Golfsæsonen er jo i gang - og det går der så en masse tid med for os begge. Jeg er igen i år med i bestyrelsen for Møllepigerne og Michael er nu blevet valgt ind hos Møllemændene. Desuden er MB meget involveret i at fastholde de nye spillere i klubben. Og vi skal jo også spille en gang imellem... Mit spil er langt fra prangende - jeg mangler simpelthen noget stabilitet. Men jeg får noget undervisning hos klubbens pro - og det håber jeg hjælper.

Mit kor, Birkerød Gospelkor, havde afslutningskoncert i sidste uge (24.5.) på Mantziusgården. Det var en rigtig fin oplevelse. Vores korleder Manuela besluttede sig sådan temmelig spontant for at vi nu skulle synge i mikrofoner - og det var altså temmelig grænseoverskridende. Men så har vi også prøvet det...


I Bededagsferien var vi en tur i Andalusien sammen med Gitte & Gert, Lone & Peter. Gitte skulle arbejde dernede med sit netværk og havde forlænget lejen af huset i nogen dage. Det var simpelthen det mest fantastiske sted! En times kørsel NØ for Malaga - højt oppe i bjergene. Huset La Zahurda ligger i nærheden af den lille by Comares, som er den højrstliggende af de berømte hvide byer i Andalusien. Det var vidunderligt at komme ned til noget sol og varme. Det trængte vi vist alle til. Og vi trængte også til at slappe af, for det var ikke fordi vi var særlig aktive mens vi var der. Der blev læst
bøger, solet, spillet petanque, drukket vin mm. og råhygget. Her har jeg i den grad lyst til at komme igen!