For efterhånden mange år siden, forærede jeg Michael en tur til Island i fødselsdagsgave. Planen var dengang at vi skulle afsted året efter, men det skete bare aldrig. Da jeg i august skulle på kongres i Reykjavik, besluttede jeg at det var på tide at betale min gæld. Jeg selv rejste den 2. august for at deltage i Nordic Fertility Society Meeting, som fandt sted fra 3.-5. august i det imponerende, nye kulturcenter Harpa.
Michael gjorde mig selskab onsdag den 5. Efter at jeg fik fri, gik vi en lang tur i byen. I den følgende weekend skulle der være gay pride, så der var pyntet overalt med regnbueflag. Vi var oppe ved Halgrimskirken, som ligger højt som et fint vartegn i byen.
Om torsdagen besøgte jeg Icepharmas hovedkvarter, som ligger i Reykjavik og Michael benyttede lejligheden til at se sig om i byen. Han lejede en cykel, hvilket gav ham mulighed for at komme temmelig langt omkring. Han besøgte fine steder og fik taget en masse billeder. Bl.a. besøgte han den lokale strand, hvor der på en dag hvor temperaturen nåede op på 16 grader, var masser af mennesker som nød solen i meget lidt tøj (bikini og lign.)
Vi tog hen til swimmingpoolen ved Vesturbæjarlaug, som var i gåafstand i forhold til midtbyen, hvor vi boede. Det var utrolig afslappende og dejligt - også selvom det kun var 14-15 grader udenfor. Men når man lader sig synke ned i vand på 40-42 grader (nogen af bassinerne var køligere - et enkelt rigtig koldt (5+8 grader)), betyder udetemperaturen mindre. Islændingene bruger jo også disse udendørs pools hele året.
Vi ankom til Hrifunes ud på eftermiddagen. Det er et rigtig dejligt sted som ligger med udsigt til hele to gletchere, Myrdalsjökull og Vatnajökull. De har plads til 20 gæster hvis alle værelser er fyldt. De har flere til at hjælpe sig med at drive stedet, men det er primært Hadda som står for madlavningen - og det gør hun rigtig godt. Og det er ikke kun morgenmad. Der serveres middag hver aften. Og det er spændende mad. Vi fik bl.a. vilde gåsebryster, som Haukur selv havde skudt.
Lørdag var vejret ikke specielt godt - overskyet og byger. Vi kørte en tur, hvor vi så nogen helt fantastiske steder med vandfald, små bække og masser af mos. Og det var steder, hvor vi stort set var alene. Ingen turister, hvilket der ellers er overalt. Og så var vi der jo også i højsæsonen...
Søndag skulle vi retur til Reykjavik. Vi kørte en alternativ vej - denne gang ad en rute som stort set kun bliver brugt af lokale, da udlejningsbiler ikke må køre den vej. Igen blev vi forkælet med helt fantastisk natur. Vi så flere vandfald rundt omkring som ikke engang har et navn, hvilket er ret usædvanligt deroppe. Som Haukur sagde, er det sikkert fordi de ikke bliver besøgt særlig ofte.
Efter et besøg i den udendørs spa og pizza i Hadda og Haukurs hus i Reykjavik, gik vi tidligt i seng. Vi blev hentet af en taxi mandag morgen kl. 4 og kunne tage hjem efter et vidunderligt besøg på Island. Vi skal helt sikkert tilbage!
Den 15. august stod i brylluppets tegn. Vi startede med Katrine og Christians vielse i Godthåbskirken på Frederiksberg. Umiddelbart efter kørte vi mod Nordjylland, hvor Rikke og Klavs var blevet gift hjemme i deres have. Det kunne vi ikke nå at være med til, men vi var med til den efterfølgende fest. En forrygende fest! Bryllupper er bare det bedste!

Vi gik en tur rundt i Aalborg - og fordi vi ikke havde nogen planer, gik vi steder som vi ikke plejer og lagde mærke til ting som vi ikke plejer. Bl.a. dette springvand ved Vor Frue Kirke.
Og så var der jo solnedgangen i Lønstrup! Det er bare noget som vi MÅ have med, når vi er i det nordjyske. Mange andre havde fået samme idé - og det kan man jo ikke bebrejde dem...
Lige nu er jeg til møde på Hindsgavl. Michael kommer og henter mig i eftermiddag og så går turen tilbage til Farum. Så bliver det sådan for alvor hverdag igen - og det er jo slet ikke så tosset. Der er jo også i den grad noget der trækker, da vi skal hjem og se om de er kommet i gang med at bygge vores hus. Det var de ikke inden vi to afsted - og vi synes ærlig talt at det er ved at være på tide, hvis planen om at vi skal flytte ind den 1.12. skal holde.