tirsdag den 27. januar 2015

Endelig fik vi sne!

Marianne:
Endelig fik vi sne! I lørdags faldt sneen så her i Farum - og hvor blev alting bare meget smukkere at se på.







Michael foreslog lørdag at vi sammen skulle prøve at løbe/gå et orienteringsløb. Det lyder så officielt, men det var altså bare os to. I skovene her omkring er der sat en del poster op med tilhørende kort. Og så kan man bare gå i gang og øve sig. Nu er jeg jo hverken nogen særlig stærk løber eller kortlæser for den sags skyld, så det var et spændende projekt. På den anden side var det jo en fin måde at komme ud i naturen og få noget motion. Vi havde ikke helt taget sneen med i vores planlægning, men det gjorde egentlig ikke så meget. Altså ud over at det var temmelig svært at se hvad vi trådte i, så vi fik begge temmelig våde fødder. Ifølge kortet var turen (i hvad der viste sig at være fugleflugtslinje) 5,3 km og da vi var enige om at vi ikke nødvendigvis skulle løbe hele tiden, accepterede jeg også den del. Jeg var dog ikke klar over dét med fugleflugtslinjen, så da vi kom hjem havde vi bevæget os 9,3 km. Jeg var træt, men godt tilfreds, selvom jeg var ret chokeret over hvor dårlig jeg er til at løbe. Der er bestemt plads til forbedring! Men en supersjov måde at løbe på, hvor man ser skoven på en helt ny måde.


Søndag formiddag gik vi en tur på the Scandinavian - golfbanen som er nabo til området vi bor i. Det var en skøn tur - og rigtig godt for vores ømme muskler. På vejen mødte vi denne skønne snemand, som simpelthen bare MÅTTE have en kæmpekram. Og det fik han så.


På golfbanen passerede vi en bro og i vandet så vi disse fine huller i isen. Vi ved ikke helt hvordan de er opstået, men smukke er de. Og der var masser af dem.








Om aftenen blev jeg inspireret af at der blev bagt scones i et program på TV. Det måtte jeg simpelthen prøve. Så jeg bagte to portioner - én med appelsinskal og én med chokolade. Vi smagte og MB fik resten med til drengene på kontoret. De var ret lækre, så det kan ikke udelukkes at det skal prøves igen.
I sidste weekend var vi i øvrigt i Frederikssund og spille golf. Ikke på golfbanen men i butikscenteret Sillebroen, hvor Frederikssund Golf Klub har et par simulatorer. Vi mødtes med Ole og spillede vores hjemmebane fra Utah, Bountiful Ridge. Det var en utrolig oplevelse. Grafikken var rigtig fin og vi følte at vi kendte banen. De fleste huller ligende rigtig godt - og skulle spilles som i virkeligheden. Det var en lidt syret oplevelse, men supersjovt. Det gjorde heller ikke noget at jeg vandt over drengene. Ole hævdede naturligvis hårdnakket at vi havde en unfair fordel...

lørdag den 17. januar 2015

Så har vi taget afsked med 2014 og taget hul på et nyt.

Marianne:
Tiden op til jul blev slet ikke som vi forventede. Michaels mor døde nemlig den 19. december - på Michaels fødselsdag. Det kom som et chok for os alle, da Hilda var ved godt helbred og hun var kun 69 år gammel. Årsagen var en stor hjerneblødning. Bisættelsen fandt sted i Bryrup den 23. december.
Det er klart at det i høj grad påvirkede julen. Vi besluttede at være i FriisBo juleaften sammen med Max. Og vi havde en hyggelig aften. Det var ikke meningen at vi skulle have et juletræ, da vi skulle have været i Bryrup, så vi måtte bruge de forhåndenværende søms princip - og fik lavet en rigtig fin dekoration, som gjorde det ud for træet. Julemaden blev helt i Hildas ånd med både and og ribbenssteg samt alt hvad der ellers hører til.






Den 26. var Michael og jeg ude at gå en dejlig tur ved stranden. Jeg ved at jeg har bragt mange billeder fra området omkring sommerhuset, men det kan nok bare ikke være anderledes. Vi elsker simpelthen det sted! Denne dag var det en eftermiddagstur - og det hele var bare så fint.
























Vi tog tilbage til Sjælland den 30 december, så vi kunne træde ind i det nye år sammen med Lone og Peter. Vi var hos dem sammen med 2 andre par, og det var en rigtig dejlig aften. Det var helt vidunderligt at være sammen med gode venner og da vi ikke kunne få en taxi, endte vi faktisk med at overnatte.

Der skulle ikke gå lang tid før vi skulle i FriisBo igen. Vi ankom fredag den 9.1. og da vi havde besluttet at det skulle være en tur uden en masse besvær og oppakning, købte vi lækre stjerneskud med til middagen. Herligt!




Lørdag morgen erfarede vi at der var MEGET vand rundt omkring på grunden. Så meget at dét at hente brænde krævede gummistøvler, for der havde dannet sig en mindre sø foran brændeskuret. Senere på dagen skulle Michael til den traditionsrige ”kælderfrokost” sammen med dykkerdrengene hos Dan. Jeg tilbragte dagen sammen med Ulla, Trine og Bjørn - og det var rigtig hyggeligt. Vi gik tur, snakkede, drak masser af kaffe, spiste dejlig mad og Ulla gav mig akupunktur i mine ømme skuldre. Det var en rigtig dejlig dag.




Det her var så weekenden hvor Danmark blev ramt af tvillingestormene Dagmar og Egon. Egon var over os natten til søndag, så det blev en interessant nat. Da vores Solar Venti på taget rev sig løs, larmede det ret voldsomt og kombination af dét og at jeg var bange for at den skulle falde ned, gjorde at jeg stort set ikke fik lukket et øje. Søndag morgen måtte Michael op på taget, hvor han forsøgte at surre den fast - og det lykkedes tilsyneladende. I hvert fald sad den stadig fast, da der kom håndværkere i løbet af mandagen, men da var vi for længst tilbage på Sjælland. Billedet er fra Nordjyske og viser ”vores” trappe, som også ses ovenfor. Det er MEGET sjældent at vandet når så højt op på stranden!
Vi spiste dejlig morgenmad i Brønderslev - som altid hyggeligt at besøge mor og far. Derfra gik turen til Bryrup, hvor vi skulle se hvordan tingene stod til hos Max. Han havde fået taget julepynten ned og havde i det hele taget godt fat om tingene. Det var dejligt at se.