mandag den 15. december 2014

Wauw! Det var så det efterår!

Marianne:

Før vi forlod USA, var vi inviteret til at spise Moules et frites (muslinger og pommes frites) hos Ingrid og Dominique. Det var intet mindre end et himmerigsmåltid. Der har været masser af blåmuslinger at få her hjemme, og vi besluttede os til at prøve om det var noget vi kunne finde ud af. Muslingerne er lavet med Pernod og fennikel og suppen smages til med lidt fløde. Det lykkedes så godt at vi besluttede os til at invitere Lone og Peter til at prøve denne skønne ret - og de var ligeså begejstrede som os.





I slutningen af september kom svigermor og Max på besøg. De ville gerne se hvordan vi har fået det her i Farum. Det var en dejlig weekend, hvor vi udover at se på området her hvor vi bor, også var en tur i Dronningmølle for at spise frokost hos Gunda og Robert. Efter en overdådig frokost gik vi en tur ned til vandet. Der er en skøn natur deroppe.





Én af de gode ting ved at være hjemme er at vi er tættere på Søren og Sisse. Vi har passet dem nogen gange og det nyder vi vist alle, hvad enten det foregår her i Farum eller hjemme hos dem i Roskilde. Ind imellem er der behov for at slappe lidt af - og så er det godt at se TV sammen med onkel Michael Bo.






Det var efter at vi havde været ude at gå en lang tur i skoven tæt ved og dér så vi de smukkeste svampe. Jeg tror aldrig at jeg har set røde fluesvampe før - i år har vi set en masse. De er så fine - ser næste kunstige ud.






Ved en anden lejlighed, hvor Caro og Mick skulle løbe halvmarathon i Hillerød, tog vi ungerne med på et orienteringsløb for børn. Vores rute var noget kortere end forældrenes, men vi var enige om at den i hvert fald var væsentlig mere kuperet.














I starten af november deltog jeg i et 24-timers retreat orgaiseret af Lederne. Det handlede om mindfulness og vi blev introduceret til flere forskellige metoder til at opnå dette særlige ro. Det var bl.a. yoga, meditation og lange, ensomme gåture i den smukke skov som omgiver stedet hvor vi var. Vi var på Magleås i Rudeskov. Et kursuscenter ejet af den katolske kirke. Jeg ved ikke hvorfor det foregik lige dér, men det var perfekte rammer for en skøn oplevelser. Egentlig ville jeg aldrig have troet at det var noget for mig, men jeg nød hvert sekund. Det var utroligt afslappende og da der blev talt utroligt lidt, var det
en meget speciel oplevelse for sådan én som mig. Jeg tror I forstår hvad jeg mener…

Rude skov er en meget smuk bøgeskov. Dagen efter overbeviste jeg Michael om at tage med derud og vi tog kamera med for det var en meget fin dag. Jeg er tosset med skoven om efteråret!






Jeg havde et møde i København og ankom i god tid. Den benyttede jeg til at gå lidt rundt og tage nogen billeder, som jeg kunne vise til vores venner rundt om i verdenen. De er nemlig meget nysgerrige efter at se lidt at landet hvor vi nu bor. Og selvom vejret var langtfra perfekt, kom der faktisk nogen helt fine billeder ud af det. Det  var i slutningen af november og sørme om ikke jeg mødte Santa på et Christmas Market på pladsen ved Storkespringvandet. Jeg synes at det var ret sjovt at skiltet ved markedet var på engelsk. I det hele taget slår det både Michael og mig at Danmark er blevet meget angloficeret i de år vi har været væk.
Her har vi Christiansborg i baggrunden. For de af jer som ikke så tit kommer til København kan jeg fortælle at byen (stadig) er under ombygning. Eller i hvert fald er der metro byggeri over det hele. Det er bestemt ikke noget som pynter. Jeg prøvede naturligvis at undgå det værste på mine billeder. (Jeg skal jo gerne give et godt indtryk af Danmark, så nogen af vores venner fra rundt omkring i verden får lyst til at komme hertil.

Rundetårn MÅ man jo have med når man skal vise noget fra det historiske København.









Michael og jeg var en tur i Hjørring da vi sidst var i sommerhuset. Her besluttede jeg at være med til at støtte Movember-kampagnen. Hvem siger at det kun er for mænd? Det er en efterhånden verdensomspændende kampagne for at øge viden om mænds helbredsproblemer. Især prostatakræft og depression.

Mens vi har været i USA er vi ofte blevet spurgt om hvad der egentlig er Danmarks nationalret. Og vi må tilstå at vi har haft svært ved at give et ordentligt svar. Derfor var det egentlig også rart at fødevareminister Dan Jørgensen udskrev en konkurrence om netop det. Vi syntes at vi ville støtte det, da resultatet blev at det var stegt flæsk med persillesovs. Så det fik vi en aften i FriisBo. For at gøre den en smule mindre syndigt, supplerede vi kartoflerne med kogt blomkål.



Det var meget mærkeligt at vi ikke skulle forberede et større rykind til 1. søndag i advent. De seneste 6 år har vi jo haft huset fuld af gæster netop denne dag. I år var dog også superhyggeligt. Min mor og far var på besøg og vi havde en dejlig dag sammen med Caro, Mick og ungerne. I første omgang var vi til julemarked i Musikon i Roskilde, hvor vi fik både gløgg og æbleskiver. Bagefter var vi hos Caro og Mick hvor vi fik tændt det første lys i adventskransen. Da vi senere på aftenen kom hjem til Farum, tændte vi også vores første lys.

Lørdag den 29.11. fejrede vi 2 x 75 års fødselsdag. Far fyldte år den 2. december og mor gør den 2. februar. Vi startede med en tur i det juleklædte Tivoli. Der er simpelthen så fint derinde. Og der var vildt mange mennesker. Det gjorde dog absolut ikke oplevelse mindre. Søren og Sisse prøvede flere af forlystelserne og vi andre nød egentlig bare at det hele var så smukt og julet. Det blev også til en kop herlig gløgg/chokolade/havtornsaft.





Derfra tog vi ud til Bella Sky, hvor vi efter en hurtig omklædning gik i Sky Bar og fik before drinks. Middagen fik vi på Restaurant The Balcony og det var skøn mad og ret fantastisk betjening. I det hele taget var det en superdejlig dag.

På selve dagen (2.12) var mor og far på turné i København med bl.a. besøg på konditori La Glace. Vi mødtes alle til middag på Restaurant Ilden i Roskilde.


I forrige weekend var Lone, Peter, Michael og jeg inviteret til jagt hos Helle og Søren i Skamstrup. Jagten var for drengene; vi piger skulle ”lige” have fulgt op på hvad der var sket i vores liv siden vi sidst sås umiddelbart efter at jeg var kommet hjem til Danmark. Vejret var flot og de i alt 8 jægere havde en fin dag. De var ikke helt tilfredse med udbyttet, men der var både små rådyr, fasaner, en and og en sneppe. Vi kørte derop sammen med Lone og Peter som jo bor i Birkerød - 10 min. kørsel herfra. Vi nyder virkelig at have dem så tæt på. I det hele taget har vi mange gode venner inden for 30 minutters kørsel. Det sætter vi stor pris på og er én af årsagerne til at vi er rigtig glade for at bo i Farum.

Den 1. december startede jeg job som Marketing Manager for Danmark/Skandinavien hos Icepharma. Jeg har arbejdet for firmaet de seneste 6 uger på konsulent basis, men nu er det altså en fast stilling. Det er superdejligt at være i gang igen og jeg kan mærke at jeg stadig har redskaberne i værktøjskassen - og jeg kan heldigvis finde ud af at bruge dem. Icepharma er et nystartet firma i Danmark med moderselskab i Island. I Island kan de enkelte medicinalfirmaer typisk ikke selv ansætte folk til f.eks. markedsføringsopgaver og i stedet outsourcer man dem til et firma som Icepharma. Jeg er ansvarlig for marketing og arbejder i øjeblikket for 3 forskellige klienter, som alle gerne vil ind på det danske marked. Det er en hel ny måde at arbejde på og jeg lærer en masse (og som bekendt er det en god dag når man lærer noget nyt).


fredag den 15. august 2014

Super dejlige dage...

Marianne:
I juli 2011 var familien Stids-Jønsby (Jeanette, Ole, Mark, Malou og Caroline) på besøg hos os i Bountiful. Vi havde en skøn uge med masser af golf, sightseeing, shopping og meget andet. Egentlig kendte vi ikke hinanden sådan rigtig godt inden det besøg - altså udover at Ole jeg jeg har arbejdet sammen ad flere omgange. Vi to vidste at vi snildt kunne finde ud af også at holde ferie sammen - men hvad med de øvrige? Det gik over al forventning - og heldigvis har vi alle haft lyst til at udvikle venskabet efter at vi er kommet hjem til Danmark.

Mens vi stadig var i USA, modtog vi en meget smuk invitation til Jeanette og Oles sølvbryllup. Det var en dejlig overraskelse, og det blev straks lagt i kalenderen. Den 29. juli oprandt dagen. Vi kom desværre ikke til Skuldelev til morgenhalløj, hvilket var super ærgerligt. Men her et billede fra dagen.










Festen blev holdt i den efterfølgende weekend på Herregården Broløkke på Langeland. Det er et helt vidunderligt sted med masser af historie. Indtil for 10 år siden var det i familien Ahlefeldt-Laurvigs besiddelse og havde stået ubeboet i 60 år. Nu er det opkøbt af Nils Palmqvist, som med egne - og fondsmidler (i alt 68 mill. kroner) har istandsat stedet som i dag bruges til fester, konferencer og overnatning.





Vi ankom lørdag til frokost, hvor vi blev modtaget i kælderkøkkenet med sandwiches og håndbajere. Derefter var vi ude at lege. Drengene skød lerduer, ledet af Nils Palmqvist, som vist selv er lidt af et legebarn. Pigerne kørte Segway. Vi hyggede os alle gevaldigt, og da Michael og jeg ikke kendte så mange af de andre gæster, var det alletiders måde at ændre lidt på det. Desværre væltede Jeanette og fik en voldsom forstuvning af venstre tommelfinger - men det fandt vi først ud af meget senere…










Samtlige værelser på stedet er indrettet forskelligt, så efter en kop kaffe og Nils´ beretning om stedet og dets historie, var vi rundt for at se alle værelser. Det er utrolig smagfuldt istandsat. Vi fik alle til opgave at sørge for at blive fotograferet et sted på herregården efter eget valg. Michael og jeg fandt et hyggerum som var dekoreret med masser af (amerikansk) sportsudstyr og her valgte vi at blive foreviget.












Efter bad og omklædning, mødtes vi alle på trappen til fælles foto og derefter blev der serveret en skøn middag med dejlige vine.












Der var utrolig mange kreative indslag i løbet af aftenen - og naturligvis også de traditionelle kys til sølvbruden, når gommen havde forladt bordet. Vi kom ikke fra bordet før efter midnat. Derefter var der dans, kaffe og senere natmad i de smukke tilstødende lokaler.







Efter meget få timers søvn, stod vi op til skøn brunch og bagefter kørte vi til Magleby kirke, hvor Thomas, som også var med til festen om aftenen, holdt en smuk specialgudstjeneste. Oles søster Hanne, fungerede som organist. En rigtig hyggelig og intim afslutning på et absolut forrygende arrangement, hvor vi i den grad følte os forkælet og i skønne menneskers selskab.






Og nu er vi så igen sammen med Stids-Jønsbyerne. For LANG tid siden (sidste efterår), planlagde vi at vi sammen skulle overvære golfturneringen Made in Denmark, som i denne uge finder sted på Himmerland Golf & Spa Resort. Ole har sørget for at leje et stort sommerhus, hvor der er plads til masser af mennesker.


















Jeanette og Oles to hunde, Pinto og Rosa er også med herovre. Det er SÅ hyggeligt! Ole mente at hundene kunne hente golfbolde, når drengene slog dem ud på marken. Det gik ikke helt efter hensigten…








I nat overnatter 8-10 her - bl.a. Anita og Lars, som også skal se golf i weekenden. I aften bliver vi 20-25 til grill. Det skal nok blive hyggeligt. Her er masser af muligheder for at få tiden til at gå. I et stort rum, som endnu er under renovering (det gælder egentlig det meste af huset), kan man spille airhockey, bordtennis og billard.






Michael og jeg er blevet tildelt husets ”master bedroom” med himmelseng. Meget fint!











Tirsdag kom mor og far herned til frokost. Bagefter tog vi over for at se en charity event på golfbanen. Der var tale om en indvielse af en slags mini golfbane. Det var de danske Europa Tour deltagere som konkurrerede. Det var meget sjovt at se dem alle.







Da det var slut, nød vi en øl inden mor og far kørte hjem og MB og jeg tog tilbage til sommerhuset, hvor Jeanette og Ole diskede op med bobler dejlig mad.
















Vi har også selv spillet golf nogen gange. Vi har besøgt Løgstør, Hvalpsund og i går Sebber Kloster. Det har været nogen rigtig fine baner at spille.
















Onsdag var der pro am i Himmerland. Vi spillede selv om formiddagen i Hvalpsund og kørte derefter ud til Himmerland, hvor vi fulgte Kronprins Frederik spille med 3 konger (dynekongen Lars Larsen, Le Mans kongen Tom Kristensen og golfkongen Thomas Bjørn). Det var nu ikke nogen fantastisk oplevelse - sådan rent golfmæssigt.





I dag har jeg valgt at blive hjemme for at ordne forskellige praktiske ting. Desuden skal vi se så meget golf de kommende par dage at jeg tænker at det er fint med det. Ole og Michael er på Himmerland; Signe og Mark spiller i Hvalpsund. Lige nu er her nok bare stille før stormen - før det store rykind i aften.







søndag den 3. august 2014

Vores nye hjem

Marianne:
Vi er flyttet ind i vores nye (midlertidige) hjem i Farum. Og det er dejligt. Det har været noget af en mavepuster at skulle passe vores amerikanske hjem ind i danske rammer - og det viste sig også ret hurtigt at det ikke lod sig gøre. Vi har simpelthen for mange ting. Det var vi jo klar over på forhånd, men dels var vi ikke klar over hvordan lejligheden er indrettet, dels er der jo også kommet ”lidt” ekstra til… Løsningen er blevet at vi har lejet et sted, hvor vi kan opbevarer dét som vi i øjeblikket ikke har plads til. Det har været noget af en opgave, da vi måtte gennem alle flyttekasserne for at finde dét som vi mener at få brug for i det kommende års tid. Men nu er det hele sorteret og lejligheden er indrettet og fungerer rigtig fint.

Vi er flyttet til Garnisonsvej 18, 2.tv, 3520 Farum. Det er et forholdsvis nyt boligområde, som ligger hvor Farum Kaserne tidligere lå. Det var her Mick slog sine folder i ingeniørtropperne. Lejligheden er ny og pæn, vi har fået nogen dejlige naboer og området er meget naturskønt. Bl.a. grænser det op til én af Danmarks fineste golfbaner, The Scandinavian. Her er der offentlig adgang til stierne, og det er  et rigtig fint sted for mine morgen gå- og/eller løbeture. Det er ind imellem lidt hårdt at se på den fine bane - og ikke kunne spille der. Men måske en dag… Det bliver dog nok aldrig vores hjemmebane; den er vist udelukkende for særligt udvalgte ;-)

Michael er startet på job i Forsvarsministeriet, hvor han skal være til og med udgangen af dette år. Han arbejder med evaluering af de tre kandidater som Danmark skal vælge mellem, når der skal vælges nye kampfly som afløser for F-16. Det er et spændende job, som han indtil videre er rigtig glad for. Det er også rigtig hyggeligt at han deler kontor med bl.a. Jan Bauer. Fra 1. januar skal han til Ballerup og arbejde for Forsvarets Materieltjeneste - og han ved allerede hvilke opgaver der skal løses der.

For mit eget vedkommende er jobsøgningen blevet en stor del af min hverdag. Jobmarkedet har ligget temmelig dødt i juli, men jeg håber at der sker noget igen, nu hvor ferien er ovre mange steder. Juni var rigtig god og jeg har søgt en del spændende stillinger. Pga. ferien har jeg ikke hørt fra de fleste, men har også fået nogen afslag. Jeg er dog (de fleste dage) stadig fortrøstningsfuld.







Vi har allerede haft vores første overnattende gæster. Mor og far kom i onsdags, da de var på vej hjem fra besøg hos Caro og Mick på Fejø. At de skulle komme, medvirkede med sikkerhed til at jeg fik taget mig sammen og fik tømt de sidste kasser og fik samlet lejligheden, så den nu føles som et hjem. Dejligt! Vi fik en meget smuk buket roser i indflytningsgave - her efter weekenden står den stadig smukt.

fredag den 1. august 2014

Dejlige uger i FriisBo

Marianne:
Efter at Michael kom hjem til Danmark - og har jeg sagt at det var RIGTIG dejligt at få ham hjem? - tilbragte vi et par uger i FriisBo.
De seneste år har det været sådan at Søren og Sisse har været på sommerferie hos farmor og farfar - og det har været rigtig fint at være i FriisBo. Vi blev enige om at det var der ingen grund til at ændre på, så i en uge var vi 6 deroppe. Ugen sluttede af med at Caro og Mick kom og hentede ungerne - og de blev også en enkelt nat. Det var helt vidunderligt at alle i klanen var samlet! Jeg behøver vist ikke nævne at vejret var forrygende - det har det jo stort set været lige siden jeg kom hjem. Men det betød jo at vi kunne lave en masse aktiviteter.

Vi var på stranden, badede (ungerne er nogen vandhunde) og hjemme ved huset lavede vi masser af forskellige ting.












På stranden prøvede både Søren og Sisse at spille golf. Det var lidt svært med onkels lange golfkøller, men det gik ret fint for dem begge. Det var rigtig fint for MB at de også var villige til at samle boldene op når han havde skudt dem hen ad stranden. Win-win!












Michael lavede en sjov skattejagt som alle vi andre deltog i. Efter at have fundet 7 poster, som hver gemte på et tal, fandt ungerne frem til at tallene skulle konverteres til bogstaver - og at kodeordet var FRIISBO. De indkasserede begge velfortjent penge til is eller slik dagen efter.









En anden dag havde nogen været i Michaels golf bag og stjålet nogen af hans bolde. De var så blevet gemt alle mulige mærkelige steder på grunden. Heldigvis havde vedkommende fotograferet boldene - meget tæt på - så der var noget at gå efter. Men det var ikke let. Alle boldende blev dog lokaliseret. Michael var superglad for sine gode hjælpere!







Det var en sand fornøjelse at se hvordan ungerne var deres ansvar meget bevidst når det drejede sig om forskellige ”pligter” de var blevet pålagt - også selvom det var ferie. De skulle hver dag læse og der skulle også trænes. Opgaven stod på 20 squads og 20 burpees om dagen. Jeg tænkte at det ville da også være godt for mig, så jeg hoppede med på vognen. Det var hårdt - men blev lettere og lettere som ugen gik.






Farfar og farmor tog ungerne med på flere ture. De var bl.a. i oceanariet i Hirtshals, samme sted besøgte de også fyrtårnet. I Løkken var de til Anders And arrangement. Her deltog ungerne i forskellige konkurrencer og Sisse vandt en flot 2. plads i hulahop ring. I finalen skulle de svinge med hele 3 ringe!








En eftermiddag var ungerne på tur med farfar og faster. Vi tog til Rubjerg Knude fyr, hvor vi kravlede på klitterne.














Bagefter syntes farfar at vi havde fortjent en is i Lønstrup - og det fik de så. (Det er fotografens is på billedet).












Vi fulgtes alle til Fårup Sommerland. Det er simpelthen et fantastisk sted og dagen fløj afsted. Ungerne kunne slet ikke nå at prøve alle de ting de gerne ville - og det var ikke fordi der var voldsomt lange køer. Dagen bød også på masser af badning i vandlandet deroppe. Det var helt forrygende. Især var ungerne vilde med bølgebassinet. Faster og onkel MB syntes egentlig også at det var en ret OK sted at tilbringe en meget varm dag.





Al den aktivitet kan være MEGET udmattende. Der var ingen af os som gik sent i seng i de dage. Nogen kunne dog ikke helt vente til de kom i seng...












Lørdag eftermiddag kørte Tvederne tilbage til Roskilde; mor og far vendte snuden mod Brønderslev. Hold nu op hvor blev der stille! Vi besluttede os til at tage cyklerne til Løkken. Vi kørte ad stranden. Det er en helt fantastik tur, hvor man kommer forbi en masse bunkere fra krigens tid. Nedenfor Fureby ligger der temmelig mange. Der er altid meget liv her omkring - og på så skøn en aften som denne, var her masser af mennesker som nød det fantastiske Vesterhav.






Efter et par uger på Sjælland - der kommer mere herom senere - vendte vi tilbage til FriisBo for en kort bemærkning i sidste weekend (25.-28. juli). Vi var inviteret til indvielse af Anne og Flemings renoverede sommerhus i Blokhus - og det ville vi bestemt ikke gå glip af. Det gav os også mulighed for langt om længe at hilse på både Sofus og Vigga, som er kommet til verden siden vi var hjemme sidst. Det var en rigtig hyggelig dag! Da vi fredag aften ankom til huset, besluttede vi at spise vores middag udenfor. Med frygt for at gentage mig selv, var det fordi vejret var helt fantastisk. Det var så varmt at vi besluttede at sidde på morgenmadsterrassen på SØ siden af huset, da vi ikke magtede at sidde på solsiden. Der var dog en årsag til varmen, for mens vi sad der og nød dejlig mad og et glas rødvin, fik vi pludselig øje på en smuk regnbue ind over landet. Vi kunne observere at det lynede, tordnede og regnede, men altså ikke hvor vi var. Ud på aftenen fik vi vel 10 dråber regn - og det var så dét. Ikke nok til at få bugt med lummervarmen.

Mor og far forærede os et flag i en snor med sten som tyngde og pynt. Det er superfint og passer perfekt på hjørnet af huset, hvor det nu kommer til at hænge når vi er deroppe. Det er som om sådanne danske symboler har fået endnu større værdi for os, efter at vi har været væk.