lørdag den 29. oktober 2011

Et par underholdende dage

Marianne:
Fredag var en vældig dag! Vi startede med at tage i lufthavnen forholdsvis tidligt for at tage afsked med Manuela, Paul, Alexander og Jessica fra Tyskland. De rejste hjem efter at have været her i 3 år. Vi har haft mange hyggelige stunder sammen. Med Paul ikke mindst på golfbanen og med Manuela - det er så primært mig, da hun er ligeså interesseret i at lave kort og den slags som jeg er. Så det var en lidt trist afsked.
Vi var hjemme et par timer inden vi kørte ud til Antelope Island - en ø som ligger 45 minutters kørsel herfra. Vi kan se øen fra vores vinduer. Derude lever en masse bisonokser og de skulle samles ind for vinteren. Det gør de hvert år, dels for at tælle dem, dels for at sælge og/eller bytte dem med andre steder for at holde bestanden sund. Det foregår således at en masse frivilige cowboys - og -girls driver dem sammen. Det hele var gået noget hurtigere end det plejer, så vi så ikke selve samlingen, men vi så en masse cowboys.
På hesteryg!
Sørme om ikke én af dem foreslog mig at jeg skulle hoppe op på hans usædvanligt smukke hest. Nu har jeg jo aldrig sådan været til dét med heste - har vel egentlig altid været en smule bange for dem - men det skulle prøves, skulle det. Så op steg jeg. Det var en særdeles fin oplevelse - jeg blev jo ligesom også bare trukket rundt, men jeg har fået mod på mere. Så om ikke før, så når vi engang kommer på Island (det gør vi nemlig!) skal det prøves. Sådan mere for alvor. Vi kørte længere ind på øen, hvor der ligger en ranch som nu udelukkede fungerer som museum. Her boede folk som drev landbrug indtil i startenaf 70érne.
Det var her de mange cowboys mødtes efter dagens dont. Det var lykkedes dem at samle 400 af de godt 500 bisonokser som angiveligt findes på øen. Der var altså også 500 cowboys, så de skulle jo helst kunne løfte opgaven. Gad vide om den med "for mange kokke" gælder i sådan en sammenhæng? De virkede nu alle ret tilfredse. Begivenheden er voldsomt populær og der er altid mange flere som melder sig til end der er plads til. Det fungerer som en slags fundraising - jeg ved ikke lige til hvad.

Ude på ranchen mødte vi Sarah og Francois fra Belgien med deres 2 piger + en ekstra de havde lånt af et italiensk ægtepar. Ingrid og Dominique, som også er fra Belgien, stødte senere til. Og på vejen derud hilste vi på det norske par. Så der var tale om noget af et samligsstykke.
Da vi kørte derfra kørte vi forbi et par marker med græskar. Jeg syntes at de var ret sjove, så jeg måtte jo have et billede. I øjeblikket er græskar jo vildt populære. Det er halloween på mandag og rigtig mange huse (vores inklusive) er pyntet med græskar. Gad vide hvor længe de her får lov at blive liggende på marken?

Og apropos halloween: Vi var fredag aften inviteret til halloween party hos Maria og Craig Noakes, som er nogen af vores naboer. For de indviede kan jeg fortælle at det er elektrikeren og hans kone. Vi har været så heldige at vi kunne låne noget tøj til lejligheden af Ingrid og Dominique.
Vi var vampyrer - og efter hvad de sagde derovre, var vi rigtig fine. Michael var ikke sådan helt vild med idéen om at skulle have make-up på, men heldigvis var der flere andre mænd som også var smurt ind i diverse ting og sager - og det gjorde det hele lidt lettere at bære, tror jeg. Vi var MEGET inspirerede af Ingrid og Dominique som havde de her outfits på sidste år, så da make-uppen skulle lægges, havde vi fundet et billede frem af dem, så vi kunne se hvad vi skulle gøre. Aftenen foregik sådan at vi alle havde medbragt noget spiseligt - og vi startede med at spise hovedret. Og så blev vi ellers præsenteret for diverse vældigt underholdende selskabslege. Da vi kom blev vores silhuetter tegnet - og dem skulle der sættes navn på. Vi skulle hver især afsløre noget om os selv som ingen andre kendte til - og så skulle de andre gætte hvem som havde afsløret denne "hemmelighed". Sådan var der flere ting. Det var faktisk rigtig sjovt. (Men det skal siges: Det ville med garanti have bidraget til underholdningsniveauet hvis der lige havde været bare en lille bitte smule alkohol involveret).
Sue Hartnes´s forrygende outfit
Der var naturligvis også pris til den bedst udklædte - og det var KLART Sue, som selv havde kreeret sit forrygende outfit. MEGET kreativt.

fredag den 28. oktober 2011

Stilhed

Marianne:

Hr. og Fru Friis i Goblin Valley
Ruth og Kirsten tog på tur sydpå og Michael havde rigtig mange feriedage til gode, så vi blev enige om at tage på en forlænget efterårsweekend. Vores tur skulle også gå sydpå til nogen steder vi ikke tidligere havde besøgt. Så fredag morgen den 14. oktober kørte vi til Goblin Valley. Det er et sted som min tandlæge har anbefalet os at besøge. Og det var en sjov oplevelse. Stedet er fuld af champignonlignende formationer - og man kan gå mellem dem og ovenpå dem - hvis man altså har lyst til det. Meget særpræget. Vi nød det dejlige vejr og gik en lang tur mellem "champserne". Vi kørte videre derfra til en lille by som hedder Bluff hvor vi overnattede.
Morgenmad på Comb Ridge Coffee
Dagen efter indtog vi morgenmaden på en skøn café. Ejeren var i gang med et medicinstudie efter at han tidligere var uddannet som civilingeniør. Caféen var en måde at tjene penge på. Jeg var dybt forundret over at man kan bo sådan et afsides sted og samtidig læse på universitetet. Men det var nu et rigtig dejligt sted han havde der!
Efter morgenmaden gik turen til Monument Valley. Et sted som i den grad leder tankerne mod western film, hvilket da heller ikke er så underligt, da der er optaget en del af dem i netop dette område.
Man kan næsten se indianerne komme...
Her er MEGET tørt
Flere steder kræver det ikke særlig meget fantasi at forestille sig en flok indianere som kommer ridende - måske endda i gang med at forfølge en gruppe cowboys...
Umiddelbart er her meget fladt og så ser man disse kæmpe klippemonumenter. Parken, som ligger på indianerterritorie, drives af Navajo indianere. En del af monumenterne har stadig spirituel betydning for indianerne.
Fantastiske farver og faconer
Lower Antelope Canyon
Vi brugte nogen timer i Monument Valley og kørte derefter videre mod Page, AZ, hvor planen var at vi skulle overnatte. På vej dertil kom vi dog forbi målet for én af næste dages udflugter: Lower Antelope Canyon. Og vi besluttede os til at besøge stedet umiddelbart. Det var helt fantastisk! Der er tale om en kløft som er dannet pga. voldsomt tryk på regnvandet, når det skal gennem en meget snæver passage i det bløde Navajo sandsten. Det betyder også at stedet hele tiden forandrer sig, hvilket jo så aboslut ikke gør det hele mindre interessant.
Ude igen - og stadig fantastisk smukt vejr
Den nedre kløft, som altså var den første vi besøgte, er til tider særdeles snæver og der er visse steder sat trapper op for at gøre det muligt at passere.
Stedet næsten kræver at man leger med kameraet

Vi var så heldige at vi kom ret sent på dagen - og vi havde stort set kløften helt for os selv. Vi kunne bruge al den tid vi behøvede for at tage billeder. Og det blev til mange! Vi overnattede i Page - en meget mærkelig og ikke særlig tiltrækkende by, syntes vi. Vi spiste middag på en italiensk restaurant - eller i hvert fald noget som lignede. Og vi kunne sidde ude og spise. Det er altså en ret skøn fornemmelse sådan i midten af oktober. Søndag havde vi bestilt en guided tur (det var eneste mulighed) til Upper Antelope Canyon. Den øvre kløft er dannet præcis som den nedre, den er bare noget bredere og ikke nær så ufremkommelig.
Upper Antelope Canyon
Her kan man snildt gå hele vejen. Med andre ord: Den er ikke slet så interessant som den nedre. Men det kunne vi jo ikke vide! Med til at forstærke dette indtryk var også at der var rigtig mange mennersker som havde fået samme idé. Og man kan udelukkende komme derind i følge med en guide. Vi var i en gruppe på 8 som alle gerne ville fotografere(s) - og det krævede ind imellem lidt ekstra tålmodighed.

Men det var også en rigtig fin oplevelse - bare slet ikke på højde med dagen før. Vores guide var rigtig god til at udpege interessante motiver - og han var også behjælpelig med at tage billeder. 

Nu var det så blevet midt på dagen - og vi havde hele resten af dagen til at køre hjem. Vi besluttede derfor at køre en alternativ rute, som vi var blevet anbefalet af Carolyn og George, et par fra Bountiful som vi ser af og til. Vi var klar over at der var tale om et forholdsvis langt stykke (ca. 75 km) på grusvej. Og det viste sig da også var være lidt af en udfordring, da vi ikke var kørende i vores SUV. Af og til var bilen lige en anelse for lav. Men det var bare med til at krydre oplevelsen... Det var en meget smuk tur. Bestemt noget som kan anbefales, hvis man har tiden. For tid, det tog det. Vi var vel 3 timer om at køre denne første del af turen - fra lidt NØ for Page til Canonville.
Udsigtspunkt i nærheden af Henrieville, UT
Da vi igen fik asfalt under hjulene, besluttede vi at fortsætte eventyret og tage endnu en alternativ vej. Vi forblev dog på asfalt - og også dette var en vildt stor oplevelse. Smukt og meget varieret. Herligt!
Efter at vi kom hjem havde vi nogen travle dage. Der var forskellige ting vi skulle have gjort. Og sørme om så ikke Cristina fra Vancouver Island ringede og spurgte om hun kunne bo hos os et par dage. Hun havde ærinder i Utah, bl.a.skulle hun flytte nogen ting som hun og Ben havde opmagasineret her. Hun ahr købt et hus i Nanaimo og nu var det så tid til at få hendes ting derop. Hun ankom send onsdag aften den 19. oktober. Det var rigtig dejligt at se hende og ikke mindst at fornemme at hun har det meget bedre end da vi besøgte hende i august. Torsdag brugte hun og jeg på forskellige praktiske ting - primært nogen indkøb hun skulle have gjort. Vi tog op og tjekkede stedet hvor tingene var opmagasineret. Det var en svær opgave for hende, for sidst hun var der, var det sammen med Ben. Men hun klarede det nu ret flot. Sidst på eftermiddagen tog vi på Hill, hvor der var International Reception. Den amerikanske Officers Spouse Club inviterede til mad og lotteri. Cristina tog med derop - primært for at hilse på dem hun kender som stadig er her i Utah. Det var meget rørende for både hende og dem. Michael og jeg drog hjem med en magnum flaske Lambrusco. Det er MEGET længe siden jeg har drukket sådan noget. Tror det må have være da jeg stadig var studerende på Danmarks Farmaceutiske Højskole. Tja...
Fredag kom en flyttebil og hentede Cristinas ting. Da det var overstået, spiste vi frokost og handlede lidt i Layton. Vi havde det vældig morsomt i JC Penny´s, som jeg aldrig tidligere havde besøgt. Ingen af os købte huerne selvom Cristina gjorde hvad hun kunne for at overbevise mig om at mine elever på skiskolen ville synes det var rigtig fint hvis jeg havde sådan én på. Hun blev dog overbevist om at jeg ikke ville få brug for den, da jeg jo altdi har hjelm på... Da vi kom hjem til bountiful var Ruth og Kirsten kommet tilbage fra deres eventyr sydpå. De havde haft det rigtig dejligt. Skønt at høre om deres tur. Lørdag morge kørte jeg Cristina i lufthavnen med håb om snart at se hende igen.

Vi brugte resten af lørdagen på lidt sightseeing på vores hjemmebane. Først tog vi ind til Salt Lake City, hvor vi gik en tur på Tempelpladsen. Det var en ret sjov oplevelse, da der var utrolig mange brudepar som alle skulle fotograferes. Vejret var også meget smukt, så det var nok en god idé. Vi mødte en sød pige som havde været udvekslingsstudent i Danmark i 9 måneder. Hun var faktisk rigtig god til at tale dansk. Og hun syntes naturligvis det var sjovt at bruge det - det sker ikke så tit her. Turen gik derefter til Hill Air Force Base hvor Michael viste rundt.
City Hill - tror jeg nok...
Og så var det min tur til at vise min arbejdsplads frem, da vi kørte til Snowbasin. Der var utrolig smukt deroppe - masser af gule træer (vi har nu lært at de på dansk hedder bævreasp). Og vi gik en lille tur opad Needles - vi gik på pisterne. Sjovt at forestille sig at om gopdt en måned, står vi på ski samme sted.

Ruth og Kirsten var meget imponeret over stedets faciliteter, men det er også lidt svært at undgå. Det hele ER meget lækkert - OG amerikansk - deroppe. Vi skulle naturligvis have taget det obligatoriske turistbillede - foran elgen. Det er nu sært at se det hele uden sne på!
På dette tidspunkt var vi ved at være ret sultne
Vi kørte hjem og fik lige hvilet "stængerne" lidt inden vi tog ned på Texas Roadhouse for at spise middag. Ruth sagde fra starten da de kom, at inden hun tog hjem ville hun have "en stor beskidt steak". Og det kan de bestemt indfri dernede. Og jeg kan tilføje at hun IKKE blev skuffet. Som altid var der masser af mennesker dernede. Så vi måtte vente lidt på at få vores bord. Konceptet er så at man kan sidde i en lille niche, hvor der står kæmpe tønder med peanuts - altså den udgave med skal på som vi fodrer dyrene med i Zoo derhjemme. Man kan spise så mange man vil, og som det ses af billedet, smider man bare skallerne på jorden. Noget frygteligt griseri - men på én eller anden måde er det bare med til at give stedet ekstra charme.
Ruth og Kirsten rejste tilbage til Danmark mandag eftermiddag. Jeg tror og håber at de nød turen til USA - og vi nød at have dem på besøg. Nu er her så stille indtil ugen før jul hvor mor, far, Caroline, Michael, Søren og Sisse kommer for at fejre jul her hos os. Det glæder vi os MEGET til!








mandag den 10. oktober 2011

Efterår

Marianne:
Efteråret er kommet til Utah. Som de tidligere år, er det utrolig smukt nu hvor farverne på træerne skifter til røde og gule nuancer - og temperaturen falder til mere udholdeligt niveau. Vi har gennem længere tid haft det usædvanligt varmt for årstiden (siger meterologerne - og det tror vi på!) Ind i oktober har vi ligget omkring 30 grader...
Anita & Lars ved Gardsmans Pass
Mens vi stadig skrev september måned, kom Anita og Lars på besøg. Anita havde givet Lars en tur til USA da han for nylig blev 40 - og de startede ud med at besøge Bountiful. Det var SÅ dejligt at have dem her!
Vi hyggede os gevaldigt og jeg tog dem på den efterhånden næsten obligatoriske tur over Gardsmans Pass, hvor man kører fra Big Cottonwood Canyon til Park City. Det skal dog tilføjes at sidst jeg ville have nogen den vej var i juli, hvor Mette (Anitas søster), Søren, Stine og Anne var her. Da måtte vi opgive vores forehavende - pga sne!

Park City bød på frokost i Bryggeriet og indkøb i Tanger Outlet. Jeg tror ikke jeg afslører alt for meget ved at skrive at bagagerummet på den lejede Toyota Camry var godt fyldt op - og vi havde alle bidraget. Vi nåede ikke hjem i tide til at lave mad - så vi måtte ringe til Michael og bede ham møde os på Texas Roadhouse, hvor vi spiste. Det var han ikke alt for ked af.
MEGET koncentreret!!!
Vi spillede schulbak om aftenen. Noget som tydeligvis krævede en del koncentration. Resultatet vil jeg, da jeg nu er én af værterne, forblive ukommenteret...

Anita og Lars forlod os onsdag den 5. oktober for at tage til San Francisco, hvor de skulle tilbringe nogen dage dér hvor Lars i sin tid var au pair. En del af deres program var at de skulle spise frokost på Pebble Beach - verdens vel nok mest berømte golfbane. Desværre fik de ikke mulighed for at spille der. Lars glædede sig i særdeleshed - og Michael var nok også en liiille bitte smule miundelig. Det blev dog slet ikke bedre, da det lykkedes dem at få billetter til lørdagens kampe i PGAturneringen på CordeValle  i nærheden af San José, CA. Vi har efterfølgende fået en hilsen fra Tiger :-)

Sneboldkamp

Torsdag ankom Ruth fra Kolding og hendes veninde Kirsten. Den morgen faldt den første sne vi har set i år - det var en ret kold morgen gåtur! Det slog dog over i regn - og vi følte os sådan nogenlunde OK. Ikke alt for deprimerede over det pludselige vejrskifte. Fredag ville Ruth og Kirsten gerne se omegnen- og jeg tog dem (naturligvis) med til Big Cottonwood Canyon.
Efterår - eller vinter?
Her hikede vi Donut Falls trail inden vi fortsatte til Gardsmans Pass og Park City. Som det kan ses af billedet, var det en nogent anderledes oplevelse end vi var forberedt på. Der var MASSER af sne!
Der lå i hvert fald 10 cm. - vi gik MEGET forsigtigt i de snedækkede, våde blade. Det var dog meget smukt - og heldigvis viste vejrudsigten at vi ville få varmere vejr i løbet af få dage, så det var egentlig bare en ret sjov oplevelse.
Gardsmans Pass 01-10-2011
Sådan for sjov skyld tog jeg et billede oppe ved Gardsmans Pass - stort set samme sted som jeg havde taget kun godt en uge tidligere, da jeg var samme sted med Anita og Lars. Forskellen er ret slående! For at give lidt ekstra kolorit på historien, kan jeg fortælle at vi så en hel del unge gutter komme med snowboards og ski - den første sne skulle afprøves! Og det lod sig gøre - omend det jo krævede at de gik opad bjerget, for der er endnu ingen lifter som er åbne. (Lige her er der slet ikke nogen, men det er ét af de højest beliggende steder som er tilgængelige med bil). 
Gardsmans Pass 10-10-2011 


For at ingen nu skal føle sig alt for nedtrykt, kan jeg fortælle at Ruth, Kirsten og jeg i dag har været ude at hike lige i nærheden af hvor vi bor - og vi endte med bare at gå i t-shirts for andet var for varmt! Og temperturen er for opadgående. Men sneen ligger stadig og pynter på de højeste bjergtinder - og mon ikke vi kan forvente at den gør det indtil en gang næste forår?