Marianne:
Vi er nu tilbage i Bountiful efter 5 herlige dage i Texas - også selvom det var meget varmt. Her har det regnet det meste af dagen i dag, men da vejrudsigten lyder særdeles lovende de kommende 10 dage, er det til at leve med. Vi havde dog en golfaftale med Uji til frokost, og den måtte vi aflyse. Banen var simpelthen for våd. Som jeg skrev sidst, spillede MB og jeg golf på Tour 18 banen, hvor man har kopieret 18 berømte huller fra baner rundt om i USA.
De er tilsyneladende vant til at der kommer turister, som ikke spiller der til daglig, for starteren foreslog selv at han ville tage et billede af os, hvis vi havde et kamera. Og det havde vi da! Det ses tydeligt på mine hængeøjne at det var tidligt om morgenen. Tee time kl. 6.45 - og da havde vi været oppe i 1½ time... Undervejs på banen kørte vi forbi denne vandende ko. Den kunne jeg slet ikke stå for.
Husene som ligger omkring golfbanen er rene paladser - og det var skønt at se at selv folk, som bor sådan, ikke nødvendigvis tager sig selv alt for højtideligt (og hvorfor pokker skulle de nu også det). Som jeg vist nævnte sidst, parrede jeg Sawgrass #17 fra Ponte Vedra i Florida.
MANGE havner i vandet, da greenen ligger på en ø. Både MB og jeg klarede os dog uden tabte bolde og deraf følgende stafslag. Et andet par 3 hul, som er meget berømt er Rivera #6 fra Pacific Palisades, CA.
Her er en bunker (sandkasse) midt på green. Ualmindelig ubehageligt! Michael røg i bunkeren, men kom ud i flot stil og parrede hullet. MEGET flot! Og så er der (næsten) ikke mere golf at skrive om i denne omgang.
Må dog lige vise billedet her, hvor jeg skal chippe ind på greenen på Augusta National #11 - bag mig ses et scoreboard som viser at vi nu har spillet på samme bane som Tiger Woods, Lee Westwood og flere andre top-spillere på verdensplan. Så bliver man altså lidt ydmyg! Mandag aften var vi til middagsarrangement på Charlston´s sammen med de øvrige mødedeltagere ved mødet Michael deltog i. Heriblandt Thomas og Jens, som var der fra Danmark. Dejligt at spise god mad, drikke god vin og øl og samtidig kunne kommunikere på dansk! Tirsdag tilbragte jeg som tidligere nævnt det meste af dagen ved poolen eller på værelset. Om aftenen var Michael og jeg ikke til det helt store, så vi valgte at gå hen på naborestauranten.
Det er så en Hooter´s - kendt for forholdsvis letpåklæde servitricer med store - fordele - maden kommer lidt i anden række, fornemmer jeg. Men der var nu ikke noget at klage på. Da vi havde siddet der et kvarter kom 3 af deltagerne ved Michaels møde - 2 belgiere og en portugiser. ½ time senere kom Jens og Thomas. Og det var vel at mærke IKKE noget vi havde aftalt på forhånd. Hmmm. Det skal måske lige tilføjes at de andre altså ikke boede samme sted som os - og at de måtte ud at køre for at komme dertil. Onsdag besluttede jeg mig for at køre til Southfork, som ligger ca. 5 kvarters kørsel fra Ft. Worth.
Jeg kan konstatere at der er noget mere trafik i Texas end vi er vant til her i Utah. Men det gik nu fint. Jeg måtte erkende at det var meget begrænset hvad jeg kunne huske fra TV serien Dallas. Jeg husker morgenmadsscener fra terrassen, hvor JR blev vred, smed servietten og forlod (glas)bordet.
Poolen huskede jeg også, men den var MEGET mindre i virkeligheden end det så ud på TV. Og i det hele taget er huset ikke særlig stort. Jeg tror ikke at det er så stort som vores hus her i Bountiful. De fortalte at de fleste indendørsscener er optaget i kulisser i Californien - og det hus er 10 gange større end det originale.
Jeg fik en tysk gut, som også var med på rundturen, til at tage et billede af mig. Så har jeg bevis på at jeg var der. Da jeg skulle køre hjem, valgte jeg i første omgang at undgå motorveje - bare for at se lidt af miljøet på landet i Texas. Men da jeg havde kørt i næsten 1½ time - og der stadig var 1½ times kørsel tilbage, reviderede jeg min beslutning og kørte på motorvej igen. SÅ spændende er der alligevel ikke på landet! Onsdag aften var der nogen leverandører som havde sponsoreret middag på Razzoo´s, hvor de bl.a. serverer alligatorhaler. Det skulle vi naturligvis prøve. Helt OK, men ikke noget fantastisk. Endnu en hyggelig aften - her blev stemningen dog efterhånden temmelig løftet - måske fordi sponsorerne også betalte for drikkervarer. Det var dog mest nogen af sponosrerne selv som havde lidt svært ved at håndtere denne mulighed. Torsdag lavede jeg nogen indkøb og solede. Jeg hentede Michael efter hans møde og vi tog så ind til Ft. Worth. Vi skulle se at de her driver "longhorn" kvæg gennem gaden - det var ret sjovt at se.
Men naturligvis et show iscenesat for turisternes skyld. Det var nu ret fint. Stockyards, som den gamle bydel hedder, er også meget turistet.
Så vi var her ikke så længe. I stedet kørte vi til downtown, hvor vi gik lidt rundt, fik en iskaffe inden vi tog hen til Texas de Brazil, som Michael har besøgt mange gange tidligere.
Det er en brazilliansk restaurant - og jeg skal da lige love at han ikke har overdrevet når den er blevet rost til skyerne. Det var SÅ lækkert! Der er en helt fantatisk buffet med diverse tilbehør - det ene mere lækkert end det andet. Og så kommer de rundt med spydstegt kød - igen den ene udskæring mere lækker end den anden. Fantastisk!
Jeg spiste så jeg var ved at revne - MB var mere mådeholdende. På den anden side kommer jeg der nok ikke igen - og det gør han formentlig, så..... Fredag morgen stod vi tidligt op - kørte mod Dallas, hvor vi på vejen havde en tee time på Water Chase golfbanen kl. 7.00. Den lever fint op til sit navn - der var MASSER af vand. Det var en meget flot bane af rigtig høj standard.
Som på flere andre baner rundt omkring, så vi også flere dyr her. Det første var et stinkdyr - dem har vi ellers kun set når de ligger og er kørt over på vejene - og de lever så i den grad op til deres navn. Den her løb dog bare forbi, så vi klarede os uden at blive strintet på. Michael påstår at jeg ramte en stakkels skildpadde, som var ved at krydse fairway.
Den gik dog videre, så hvis jeg virkelig ramte, må skjoldet have beskyttet ham - heldigvis. Da vi var færdige, kørte vi ind til Dallas, hvor vi besøgte JFK museet. Det var ret interessant. Det ligger i den bygning som man formoder at Lee Havey Oswald befandt sig i da han skød Kennedy - HVIS det altså var ham der gjorde det! Bagefter førsøgte vi at lokalisere en Starbucks, men det lykkedes nu ikke. Det var forfærdelig varmt - kan ikke fortænke dem i at alting foregår i et meget langsom tempo - man orker simpelthen ikke andet. Det var også mere end 40 grader med en luftfugtighed over 80% så.... Vi kørte i lufthavnen og det var så slut på en dejlig tur til Texas.
Mændene holder som regel et officielt farvel arrangement, hvor vi piger også er inviteret og det var vi til i sidste uge. Som I kan se af billederne er det ikke trist det hele - men det vil det med garanti være den 22. juli når vi vinker farvel til dem i lufthavnen.
Heldigvis er der ikke så langt til Holland fra Danmark! Manuela og Paul fra Tyskland skal også hjem. Det er deres 3. ophold her, men denne gang regner de med at det bliver det sidste. Dels er dagene formentlig talte for det tyske kontor på Hill, dels har de 2 skolesøgende børn som de nu synes ikke længere skal gå i amerikansk skole. Manuela ville gerne have en tøsetur inden hun tager afsted, og vi har været afsted her mandag og tirsdag. Da det ikke kunne lade sig arrangere i en weekend, blev vi kun 3 da de fleste jo har mindre børn som de ikke bare kan lade være alene hjemme. Manuela havde overtalt Paul til at tage et par fridage - første gang hun overhovedet er væk fra sine børn. Så det var velfortjent. Og hun nød det! 
Vi tog til Wendover, som er en by der ligger på grænsen mellem Utah og Nevada. Det betyder at man kan en masse ting dér som man ikke kan i Utah. Bl.a. er der casinoer.
Ellers er der ikke meget andet - byen ligger i ørkenen og har ikke meget at byde på som sådan. Vi nød det dog i fulde drag, for der var dét vi havde brug for. Vi startede ud med at sole ved poolen, så fik jeg en forrygende peeling behandling, de andre to fik hot stone massage og så var det ved at være tid til at gå indenfor og få et bad. Efter at have nydt et glas (eller 2?!) champagne på værelset, gik vi ned og spiste i buffetén. 
OK mad og stort udvalg. Så var det tid til at gamble. Hverken Ingrid eller jeg er de store gamblere, men vi gjorde Manuela selskab - jeg spillede endda for hele 5 $! Og for det latterlige beløb kunne jeg så spille i mere end 2 timer og sørge for at vi fik serveret gratis drinks, så det var jo en ret god deal! 
Manuela var mere dreven og langt mere modig - ikke at hun rigtig vandt noget, men hun havde det herligt! Ingrid var den første til at kaste håndklædet og gå i seng - jeg fulgte efter 1½ time senere. Vi sov da Manuela kom tilbage - ved ikke helt hvad klokken var, men det var ved at blive lyst!!! Her til morgen lå jeg vågen da min kære husbond ringede - han er i Danmark. Jeg besluttede mig til at stå op, tog bad og gik ned og satte mig i skyggen ved poolen med en avis og en kop kaffe. Da de andre var stået op, spiste vi morgenmad og vendte så snuden tilbage mod Utah. 
Det havde været et par dejlige dage med masser af afslapning og tøsesnak. Og den slags skal man bestemt ikke kimse af!
