mandag den 9. januar 2012

Julen 2011

Marianne:
Så blev det jul! Herovre er det lidt besynderligt at for de fleste er den 24. december bare en helt almindelig dag. Deres jul er først den 25. Det betød også at da Søren og Sisse fik en tidlig gave fra nissen - og Sisses var et gavekort til Build-a-Bear, ja, så kunne familien Tvede tage ind til byen og shoppe. Herligt! De kom hjem med et superlækkert sæt tøj til en helt ny bamse - Miva. Søren fik også én. Her hjemme gik Michael og jeg på tur til venner og naboer med julehilsner. Det var rigtig hyggeligt. Heldigvis fandt vi flere hjemme.  Tvederne gik en tur på legepladsen og and og ribbenssteg blev sat i ovnen. Duften af jul begyndte at brede sig. Inden vi begyndte at spise kom én af mine veninder, Marty,  forbi med en julehilsen. Og sørme om ikke også Lorraine og Kent, vores kære naboer kom forbi med julegaver.

Julemiddagen var så tæt på dansk jul som overhovedet muligt: And og ribbenssteg, hvide og brunede kartofler, rødkål, brun sovs og surt. Mums! Desserten var (naturligvis) ris a la mande med lækker, lækker kirsebærsovs. Onkel Michael Bo havde sørget for at der ikke bare var én mandelgave, men hele 3! Den slags er vi sandelig ikke vant til i min familie. Men sådan skulle det være - og vinderne var Søren, Sisse og hvem andre end Michael Bo? Midt i maden ringede det på søren. Udenfor stod vores naboer Tom og Suzan med hele familien - og de sang for os. Rigtig ”Christmas Carroling”.  Vanvittig hyggeligt.

Vi gav igen med ”Nu er det jul igen” - og jeg tror ærlig talt at de var ligeså overraskede over dette svar som vi var over at se dem på det tidspunkt. Vi ryddede bordet og så var det tid til at gå om juletræet. Mor havde lavet flotte sanghæfter. Traditionen tro skrev vi alle navn i vores eget eksemplar - og de skal gemmes til næste gang der skal holdes jul hos os. Vi begrænsede os til første og sidste vers - og sluttede af med ”Nu er det jul igen” - rundt i hele stueetagen.

Og så var der ellers dømt gaveregn. Det var rigtig hyggeligt - og ale gaverne blev pakket op én ad gangen. Det var ungerne rigtig gode til. Imponerende! Der var masser af rigtig gode gaver til alle. Dejligt!
Der blev spist juleknas og hygget til den store guldmedalje. Det var en rigtig dejlig juleaften!

Juledag var legetid. Gaverne som kunne leges med blev taget i brug. Begejstringen var ikke mindre end dagen før nu da hver ting ligesom kunne undersøges grundigt. Og vi fik naturligvis også klassisk, dansk julefrokost. Der var sild med karrysalat, fiskefilét med remoulade, hjemmelavet leverpostej med bacon og champignon og så det mest fantastiske:

Vi havde selv lavet grønlangkålsboller! Michael Bo synes jo ikke så godt om den rigtige, vendsysselske udgave af grønlangkål, så vi besluttede at lave både den gode, rigtige udgave og så den sønderjyske. Hertil fik vi de pølser som Michael og jeg lavede i begyndelsen af december. Lækkert, lækkert! Der var også ost og druer på bordet - men efter ovennævnte var der ikke den helt store afsætning. Der var naturligvis både øl og snaps. Vi havde fået en flaske Linje Akvavit foræret af Michaels norske kollega Øystein - og den erstattede den klassiske danske snaps. Absolut ikke noget dårligt bytte, hvis man spørger mig.

Senere på dagen gik vi alle i kælderen hvor vi så Cars 2, som Søren havde fået i gave. Det nød vi alle! Senere så familiens piger ”Mama Mia” - der blev skrålet med på de kendte ABBA melodier. Super hyggeligt!

Af Brita, Jens og Moster Ebba fik mor og far en tur på snescooter. Og vi havde i forvejen planlagt at denne tur skulle foregå 2. juledag. Alle var forventningsfulde - nogen nok også en lille bitte smule nervøse, men alt det blev gjort til skamme. Vi pakkede bilen med skitøj og picnickurv og kørte til Beaver Creek Lodge, som ligger ca. 11/2 times kørsel herfra.

Heldigvis var der noget mere sne deroppe end her i Bountiful. Vi havde lejet snescooterne i 4 timer - og de blev udnyttet til fulde. Vi var tilbage 3 minutter før aftalt tid. Det var en forrygende dag! Solen skinnede fra en skyfri himmel og temperaturen lå lige under frysepunktet. Vi kørte 2 på hver maskine - mor kørte med Michael (og det gik ikke stille for sig!). Far kørte i første omgang bag på mig, men han ville gerne prøve at køre selv - og der er noget med at når man rækker fanden en lillefinger... Han var totalt pjattet med det - så jeg fik ikke kørt mere den dag. Men det var nu også ret underholdende at sidde bagpå.

Søren og Sisse kørte med hver deres forælder. Vi krydsede grænsen til Idaho og kørte op til Bear Lake. Her fik vi en kop (velfortjent) kakao. Tilbageturen gik lidt hurtigere - alle var nu mere fortrolige med de kraftfulde maskiner. Så fortrolige at de skulle udfordres lidt. Det resulterede i at Mick og Søren væltede og måtte have assistance af nogen andre kørere - Søren syntes at det var vældigt! Caro og Sisse kørte fast og Michael Bo og mor måtte også en tur i sneen. Heldigvis skete der ikke noget med nogen. Det var vist bare med til at give lidt ekstra krydderi på turen. På tilbageturen begyndte det at blive mørkt - vi var glade for at vi havde lys på. Der var ikke rigtig nogen som orkede at lave mad, så vi tog ind og spiste på Iggy´s i Centerville. Det var et herligt måltid. Vi måtte vente knap en time - der var andre som ikke var til de store kulinariske udfoldelser denne dag. Det var værd at vente på. God mad og et sjovt sted i det hele taget.

Den 27. skulle familien Tvede rejse hjem. Det var vemodigt at tage afsked i lufthavnen, men heldigvis varer det ikke alt for længe inden vi ses igen. Vi regner med at skulle holde ferie i Danmark i juni. Både Søren og Sisse glædede sig til at komme hjem til vante omgivelser. Og de havde også begge masser at fortælle til vennerne hjemme i Danmark.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar